Fortællingen om Mandø
Mærk Vadehavets puls på Mandø
Kom til Mandø og mærk Vadehavets puls, som her er mere nærværende end noget andet sted på Vadehavskysten. For to gange i døgnet oversvømmer tidevandet adgangsvejen til Mandø. Så kan du hverken komme til eller fra øen. Du er her på naturens præmisser.
Det er ikke altid lige praktisk. Men til gengæld lever de ca. 30 fastboende på øen et liv helt tæt på naturen og Vadehavet. Og kan nyde, at både dyr og planter får bedre og bedre betingelser for at udfolde sig. Naturfonden, Nationalpark Vadehavet og lokale beboere arbejder sammen for at skabe større arealer med sammenhængende natur - til gavn for fugle, tudser og andre af Vadehavskystens
beboere.
Det er godt for strandtudsen, men også godt for dig, som besøger Mandø. Kom. Mærk roen falde over dig. Bliv har gerne et par dage. For eksempel om vinteren, hvor naturen godt kan vise tænder.
Mærk det. Nyd det. Og brug den kolde tid til en østerstur, for de er i sæson. Og jo mere du spiser, jo bedre for faunaen. De østers, du plukker, er en invasiv art.
Gå en tur om natten. Oplev hvordan mørket lyser op og gør universets fjerne galakser så nærværende, at du føler, du kan røre stjernerne, hvis bare du strækker dig for at nå dem.