Hjerting Badehotel ejere

Et nyt kapitel for Hjerting Badehotel

© Hjerting Badehotel
Foto: Hjerting Badehotel

Efter en omfattende renovering er Hjerting Badehotel nu klar til at byde gæster velkommen i nye, moderne rammer, hvor historisk charme og gæstfrihed smelter sammen. 

14.03.2025

Tirsdag d. 18. marts 2025 åbner Hjerting Badehotel dørene til en ny restaurant, hvor gæsterne kommer tættere på madlavningen i et åbent køkkendesign.
Her kan de følge kokkene i aktion bag ruderne og opleve tilberedningen på nært hold. Under renoveringen blev ældre, originale vinduer genfundet i væggene, hvilket har gjort det muligt at skabe et hjerterum præget af åbenhed og nærvær.

Gastronomien tager afsæt i badehotellets omgivelser med inspiration fra havet, stranden og det sydlandske kystkøkken.
Menuen følger dagens gang og inviterer gæsterne til at nyde alt fra morgenmad og frokost til eftermiddagste, drinks og middag i en afslappet atmosfære.
Køkkenchef og medejer Kasper Elmholdt beskriver det som 'Casual fine dining - en kombination af høj kvalitet og en uformel stemning.

Mere end et badehotel - et nyt samlingspunkt

Med den nye restaurant åbner et moderne og stilfuldt mødested med havudsigt, hvor gæster kan nyde spændende vine, kreative cocktails og et afslappet miljø. Men ambitionerne stopper ikke her. Hjerting Badehotel ønsker at være en aktiv del af lokalsamfundet og introducerer derfor KIOSK nr. 1 - et nyt, uformelt samlingssted for både lokale og besøgende.

Bag hotellet står søstrene Mette og Mie Hyttel samt deres barndomsven Kasper Elmholdt, som alle bidrager til værtskabet.
Med KIOSK nr. 1 vil de skabe et tredje rum mellem hotel og hjem - et sted uden dresscode eller bordreservation, hvor man kan hente friskbagt surdejsbrød, nyde en kop kaffe eller afslutte dagen med et glas vin eller en øl. Her kan gæster tage deres oplevelse med sig eller blive for en samtale i uformelle omgivelser.

En respektfuld fornyelse

Renoveringen af Hjerting Badehotel er gennemført med respekt for stedets historie, samtidig med at det er ført ind i fremtiden med et moderne udtryk.
Hver eneste detalje er tænkt igennem for at skabe en helhedsoplevelse, hvor værtskab, gastronomi og atmosfære går op i en højere enhed.

Med denne fornyelse markerer Hjerting Badehotel sig ikke kun som et sted for gæster udefra, men også som et naturligt samlingspunkt for lokalsamfundet.
Uanset om du er på besøg for en kort stund eller nyder en hel aften, er målet det samme; at skabe en oplevelse, hvor kvalitet og afslapning går hånd i hånd.