Kellers Badehotel

Fra Vietnam til Vadehavskysten: Genåbning af Kellers Badehotel

© Kellers Badehotel
Foto: Kellers Badehotel

Når Kellers Badehotel på Fanø slår dørene op lørdag d. 1. marts 2025, bliver det med et nyt værtspar, der bringer både passion og international erfaring med sig.

24.02.2025

Drømmen om at vende hjem til Danmark og skabe deres eget sted blev pludselig til virkelighed, da Christian en dag tilfældigt faldt over Kellers Badehotel på sociale medier.
Det blev starten på en spændende rejse, hvor alt udviklede sig hurtigt.

Det startede i Grønland

Madeleine og Christian mødte hinanden i 2023 under en travl sæson på Hotel Icefiord i Grønland. Madeleine, med en baggrund i IT-branchen, havde taget en stilling som receptionschef, mens Christian, der var køkkenchef og General Manager for Topas Ecolodge i Vietnam, trådte til for at hjælpe under en hektisk periode.
Deres fælles passion for service og gastronomi førte dem kort efter til Vietnam, hvor Madeleine senere blev Director of Operations på Topas Ecolodge.

Erfaringer fra hele verden

Med sig bringer Christian en solid kulinarisk baggrund som både bager og kok, uddannet fra Ruths Hotel i Skagen og med erfaring fra nogle af Danmarks bedste restauranter. Hans passion for mad og natur har ført ham til eksotiske steder som Vietnam og Frankrig, hvor han har videreudviklet sine færdigheder.

Madeleine har en akademisk baggrund i Leisure Management og Service Management og har arbejdet inden for servicebranchen i mange år. Sammen har de skabt en stærk faglig base og er klar til at bringe deres erfaring og visioner til Fanø.

Vision for badehotellet

Madeleine og Christian ønsker at skabe et sted, hvor gæsterne kan føle sig hjemme med det samme, de træder indenfor. De vil sætte fokus på afslappet kvalitet, nærvær og bæredygtighed. Hotellet vil arbejde tæt sammen med lokale leverandører og prioritere økologiske råvarer fra lokalområdet.

Den gastronomiske erfaring vil blive bragt ind i køkkenet på Kellers Badehotel, hvor enkelhed og kvalitet er i fokus.
Hotellets restaurant vil være åben for både hotelgæster og besøgende udefra, og menuen vil afspejle stedets historiske rødder kombineret med Madeleines og Christians egne erfaringer.
Men det vil også være en hyldest til det gode, klassiske håndværk.

Et langsigtet projekt med respekt for traditionerne

For Madeleine og Christian er Kellers Badehotel mere end bare et forretningsprojekt - det er en livsdrøm. De ønsker at tage sig tid til at forstå hotellets sjæl og lære både gæster og lokalområdet at kende.

Vær med på åbningsdagen lørdag d. 1. marts 2025, som vil byde på smagsprøver, hyggelig stemning og et indblik i hotellets nye koncept. Alle er velkomne til at deltage og opleve Kellers Badehotel i nye, men velkendte rammer.

 

LÆS MERE OM KELLERS BADEHOTEL PÅ FANØ