Quickstop til Autocamper på Ribe Camping | Vadehavskysten

Autocamperfolket søger frihed og natur

Foto: Vadehavskysten

Naturnær overnatning, rolige omgivelser og plads tiltrækker rullende gæster. Det fastslår en ny rapport, der skal gøre kommuner, turistaktører og erhvervslivet klogere på autocamperturister ved Vestkysten.

04.12.2024

Autocamperturismen vokser. Især de nordeuropæiske gæster er glade for at trille på ferie med huset på ryggen. Det mærkes langs den jyske vestkyst, der i stigende grad er blevet et yndet feriemål for autocampister.

Turismeformen gemmer på et nyt gæstepotentiale, men indtil videre har der manglet konkret viden om hvordan man bedst imødekommer deres behov.
Det skal den nye rapport, Autocamperturister, være med til at sætte fokus på. Rapporten, der er baseret på en antropologisk kvalitativ undersøgelse af selvopfattelse, værdier, adfærd og behov blandt danske og udenlandske autocamperturister langs den danske Vestkyst, er udarbejdet af Behave Green på vegne af Dansk Kyst og Naturturisme, Partnerskab for Vestkystturisme, VisitNordvestkysten, Destination Vesterhavet og Destination Vadehavskysten.

Der ligger et uforløst potentiale i den voksende autocamperturisme langs Vestkysten. Vi har derfor set nærmere på, hvordan autocampisterne oplever Vestkysten.

"Rapporten dykker ned i deres præferencer og synliggør både udfordringer og muligheder. Indsigterne kan kommuner, turistaktører, erhvervslivet og vestkystdestinationerne bruge i arbejdet med at øge autocampisternes betalingsvillighed, hvilket gør dem til bedre gæster, når de besøger vores destinationer”, siger Lisbeth Valther, som er bestyrelsesleder for Destination Vesterhavet, der driver sekretariatet for Partnerskabet for Vestkystturisme.

Analysen kortlægger blandt andet, hvilke segmenter som ruller ud i autocamper, deres behov og de barrierer, der skal tages højde for i arbejdet med at vende udfordringerne med de mange autocampister til nye forretningsmæssige muligheder.

I undersøgelsen fremkommer fire autocampersegmenter; børnefamilien, det komfortable par, de aktive hyggere og de frie rejsende.
Hvert segment fokuserer på en række elementer, som man bør have in mente, når man arbejder med at udvikle autocamperprodukterne til netop dem.

Rapporten konkluderer, at der er fem fællestræk, der går på tværs af segmenterne. Følelsen af at være unikke er en gennemgående såkaldt identitetsmarkør. Autocamperturister identificerer sig i langt de fleste tilfælde ikke med en klassisk turist, og de mener, at der er stor forskel på dem selv og de almindelige campister.
Autocamperen giver dem en mobilitet til at søge hen, hvor de vil. Følelsen af frihed er afgørende, og de ser sig selv som værende meget spontane, selvom de alligevel ofte planlægger dele af rejsen.

Den helt store fællesbrik er naturen, som er kernen i deres rejseform og beslutningstagen. 91 % af de adspurgte turister i de korte interviews vurderer, at nærheden til naturen er afgørende for deres valg af overnatningssted og en essentiel del af deres rejseoplevelse. Den fjerde markør er fleksibiliteten ved en autocamper, der gør rejseformen attraktiv og gør det muligt for dem at komme og gå, som de vil.
Det sidste fællestræk handler om økonomi. Autocamperturisterne er meget prisbevidste og betaler kun for det, de reelt har brug for. Det betyder ikke nødvendigvis et stramt rejsebudget, men de vil hellere spare penge på overnatning og faciliteter, de ikke har behov for og i stedet bruge dem på oplevelser, der giver højere værdi for ferieoplevelsen.

Undersøgelsen er foretaget ved 28 kommercielle og gratis overnatningssteder og holdepladser langs Vestkysten, der tæller havnepladser, campingpladser, parkeringspladser og holdepladser i det fri.

Rapporten er en del af projektet ‘Jagten på de grønne idealister’, som er støttet gennem Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Projektet skal være med til at løse kommunernes udfordringer med blandt andet autocamperparkering og finde nye, attraktive kommercielle løsninger og produkter langs den jyske vestkyst.

FIND ANALYSEN HER

 

Webinar - Præsentation og drøftelse af autocamperanalyse og workshop for campingerhvervet

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Destination Vesterhavets kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com

Om Partnerskab for Vestkystturisme

Partnerskab for Vestkystturisme er et strategisk samarbejde mellem 10 vestkystkommuner og er forankret hos Destination Vadehavskysten, Destination Vesterhavet og VisitNordvestkysten.
De deltagende kommuner er Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder kommune.
Partnerskabet arbejder med at udvikle hele Vestkysten til én stærk destination gennem fælles vækstaktiviteter.
Destination Vesterhavet varetager sekretariatet for partnerskabet.