
Destination Sønderjylland træder ind i Vestkystpartnerskabet
Sammenhængskraften langs Vestkysten styrkes yderligere med Destination Sønderjylland som en del af Partnerskab for Vestkystturisme.
21.01.2025
Vestkysten styrker samarbejdet om turismen. Destination Sønderjyllands direktør, Kirsten Oldenborg Lundvang, er nu trådt ind i Partnerskabet for Vestkystturisme som observatør. Hendes rolle bliver at bidrage til at positionere den 550 km lange vestkyst som en af Nordeuropas foretrukne kystdestinationer.
Sønderjylland har siden starten af partnerskabet været repræsenteret gennem Tønder Kommune, der sammen med ni andre kommuner langs Vestkysten har forpligtet sig til at udnytte områdets turismepotentiale.
Gennem partnerskabet har kommunerne, sammen med destinationerne Vadehavskysten, Vesterhavet og Nordvestkysten, udviklet en ambitiøs og bindende plan for den langsigtede udvikling af Vestkystens turisme.
Målet er at gøre turismen til en helårsforretning.
Vestkysten står allerede for 32 % af alle kommercielle overnatninger i Danmark og fungerer som en af dansk turismes to vækstmotorer - den anden er København. Tilsammen tegner de sig for 53 % af landets samlede overnatninger.
Partnerskabet for Vestkystturisme fokuserer blandt andet på en stærkere international markedsføring.
Vestkysten er destinationen for 67 % af alle tyske overnatninger i Danmark, og der er behov for yderligere investeringer i markedsføring på især de tyske og hollandske markeder for at udnytte vækstpotentialet.
Samtidig er det vigtigt at fastholde Danmarks position på det norske marked.
Ambitionen er at tiltrække købestærke, kvalitetsbevidste og ansvarlige gæster, der ikke blot styrker turismen, men også bidrager til at skabe attraktive levevilkår for de lokale året rundt.
På sigt skal dette arbejde også gøre Vestkysten mere attraktiv for nye tilflyttere.
For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com
Om Partnerskab for Vestkystturisme
Partnerskab for Vestkystturisme er et strategisk samarbejde mellem ti vestkystkommuner og er forankret hos Destination Vadehavskysten, Destination Vesterhavet og VisitNordvestkysten. De deltagende kommuner er Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder kommune. Partnerskabet arbejder med at udvikle hele Vestkysten til én stærk destination gennem fælles vækstaktiviteter. Destination Vesterhavet varetager sekretariatet for partnerskabet.

Foto:FlyingOctober