Tønder Festival

Det danske festivallandkort er mangfoldigt. Tønder Festivalen er i sin helt egen liga og har nu i mere end 40 år været folkemusikkens store internationale festival i Danmark.

Stærk position
Det hele begyndte tilbage i 1974. De følgende årtier voksede festivalen og opnåede en position som en af de mest respekterede folk- og rootsfestivaler i Nordeuropa.
Takket være et stærkt engagement, internationalt udsyn og lokal opbakning har Tønder Festivalen fastholdt ambitionen om at være den store, samlende folkrootsfestival. En festival, hvor kvaliteten er i højsædet. En festival, der ikke blot gengiver og afspejler musikkulturerne, men som i allerhøjeste grad er med til at skabe og udvikle miljøet til glæde for publikum, musikere og kulturliv i det hele taget.

Fornyelse
Siden 2012 har festivalen stået i fornyelsens og forandringens tegn. Folk- og rootsmusikken oplever i disse år en markant stigende interesse, og de nye tendenser og musikalske bud er naturligvis at finde i Tønder.

Festivalens sjæl
Tønder Festivalen rummer både fornyelsen og traditionen. Musikalsk byder festivalen velkommen til stribevis af yngre kunstnere, der befinder sig i det levende felt mellem folk, roots, indierock, alternativ country og singer-songwriter-genrerne. Og samtidig velkommen til topnavne og veteraner på den internationale og danske folkroots-scene. Tønder Festivalen er stedet at opleve de nye tendenser. Det er også stedet, hvor den autentiske folkemusik lever i bedste velgående. Og sidst men ikke mindst har Tønder Festival en helt særligt atmosfære, hvor musikere og publikum er tæt på hinanden, og hvor ”handmade music” er i centrum. Dét har altid været Tønder Festivalens kendetegn, og netop festivalens egenart og sjæl er årsagen til, at både veteraner og nye gæster strømmer til Tønder hvert år den sidste weekend i august.

 

Du vil
blive sendt videre til vores samarbejds- partner
Samlet pris
Fra 500 kr.